LÆSETID: 2 minutes
Hedder det massere eller masser af?
Bliver du også i tvivl om den lumske massere (af) eller masser af?
- ”Vi har massere af dyreunger” eller ”Vi har masser af dyreunger”?
- ”Der er massere af ledige lejeboliger i København S” eller ”Der er masser af lejeboliger i København S”?
- ”Der er massere tid” eller ”Der er masser af tid”?
Ja, hvordan er det nu lige, du regner det ud?
Den drønsimple regel for, hvornår du bruger massere (af), er:
Aldrig!
Derfor hedder det aldrig massere (af)
Ja, sorry. Men udtrykket massere (af) findes ikke.
Det gør masser af til gengæld!
Ordet er en ganske almindelig bøjning af ordet ”masse”:
en masse, massen, flere masser, alle masserne.
Ingen massere.
Prøv at se ordet brugt sådan her. Ville du nogensinde skrive det?
- ”De to massere cookiedej skal i fryseren.”
- ”Menneskemassere hobede sig op i byens centrum.”
- ”Når det størkner, bliver det til store massere.”
Nej, vel?
Hvordan er massere opstået?
Men hvorfor så?
Jeg tror, det ekstra -e er adopteret fra vores talesprog, hvor en kombination af endelsen på masser og det efterfølgende af bliver til massere.
Alternativt kan det skyldes, at vi opfatter ordet som en gradbøjning:
masse, massere, massest
Under alle omstændigheder bliver fejlen mere og mere udbredt.
I en googlesøgning også af "gode sprogbrugere", f.eks. journalister.
Men det er en voldsomt upopulær fejl, så skriv den lige bag øret, eller et andet sted, hvor du kan finde den i farten.
Her må du gerne bruge massere
Der er ét smuthul, hvis du bare ELSKER at skrive massere. Det er, hvis du lægger tryk på det midterste e og bruger det som udsagnsord med betydningen ”at give massage”: massEre.
Vil du have styr på flere faldgruber som massere eller masser?
Så er korrekturguiden herunder måske noget for dig.
Den lille guide, der hjælper dig med at
undgå de største fejl
i din tekst
Lær, hvordan du selv spotter de største sprogfejl i din tekst, før din læser snubler over dem.
Det koster kun din mailadresse. Tilmeld dig her – så lander minikurset i din hyggelige indbakke om lidt.
Du siger samtidig ja-ja til mit nyhedsbrev. Bare rolig. Ingen larm. Kun sprøde fif, gode tilbud og info om kurser, der gør dine ord endnu skarpere.