ordlinedanser og tekstforfatter
Du har garanteret hørt om sommeren ’92.
Men har du hørt om sommeren ’93?
Det var den sommer, jeg med hestehale og en pink Java-taske trådte gennem foldedøren til 0.B. Og det var dér, jeg opdagede det ekstra bogstav i mit navn. Det utilregnelige og stumme h.
H’et blev ikke kun et obligatorisk PS. til mit navn. Det ulogiske bogstav puffede også til min nysgerrighed over for sproget. Og så snart jeg forstod stavningens spilleregler, modellerede jeg bogstaver til ord. Hele tiden.
Jeg var ikke overbevist fra begyndelsen. I mange år ville jeg være dyrlæge. Senere var det anatomi og biokemi, der optog mig. Men en dag opdagede jeg, det naturvidenskabelige kun var en interesse. Skrivningen var dét, der fik mig til at ligne den store stygge ulv med universalnøglen til grisenes hus.
De næste otte år fordybede jeg mig i ord.
- Jeg tog en universitetsuddannelse i nordisk sprog og litteratur.
- Jeg plukkede valgfag som kreativ skrivning og skriftlig retorik.
- Jeg skrev speciale om, hvordan humor fungerer som virkemiddel på sociale medier.
- Jeg havde studiejob som skribent og redaktør på De Danske Netordbøger i syv år.
- Jeg tog et sabbatår fra studiet og arbejdede som korrekturlæser på danske magasiner.
- Jeg var frivillig skribent på studenterbladet og for en velgørenhedsorganisation.
- Jeg var i praktik inden for online markedsføring.
DET, JEG PRØVER AT SIGE, ER: JEG ER EN PASSIONERET NØRD.
ALT, JEG VED, ER BASERET PÅ EN KOMBINATION AF DYBDEGÅENDE TEORI OG NYSGERRIGE EKSPERIMENTER.
Det interessante for dig opstår i overlappet mellem det kreative, det bevidste og det modige. Det er sjældent neutrale tekster, der får læseren til at stoppe op.
For ord er ikke bare ord.
Men når ordene fungerer, elsker jeg, hvad de er i stand til. De kan forandre ting. De kan få mennesker til at gøre noget, ændre opfattelse, tro på en sag, trykke på en knap, købe et produkt, støtte velgørenhed ... Jeg elsker det!
Men jeg opdagede, ikke alle elsker ord. Skriveopgaverne giver nogle mennesker grå hår, som falder af og stopper bruseafløbet.
Fordi de mangler ord.
Fordi de ikke kan få ordene til at danse.
Eller fordi de ikke har tid til at skrive dem.
Selvom de ved, hvor vigtigt det er for deres lille, selvstændige butik. Megafrustrerende. Det forstår jeg godt.
Jeg er mor til to og gift med én
Jeg får de bedste idéer på gåture i skoven med musik i ørerne
I 8. klasse skrev jeg en roman om en hestepige, der hed Sofie, og gemte den på en diskette, som crashede
I dag har jeg en datter, der hedder Sofie
Jeg har et ubehandlet afhængighedsproblem med mørk chokolade og kaffe
Jeg er kendt som stille, mild og eftertænksom, men har et temmelig fantasifuldt indre liv, som leverer sprogbilleder og dynamik til mine tekster.