LÆSETID: 3 minutes
Skal der komma efter "hej"? 3 listige kommafejl, du nemt kan undgå i dine mails
Vi sender hysterisk mange mails på jobbet.
Hej John,
Tak for en behagelig samtale forleden. Bla bla og bla.
Venlige hilsner,
Kathrine
Send.
Mange rejser ud i onlinesfæren med to af de mest almindelige kommafejl i e-mailens historie.
Og ja. Der er vigtigere ting i verden end komma. Klimakriser f.eks. Og kaffe.
Men det her er til dig, der gerne vil gøre det rigtigt eller bruger lidt for meget tid på at være i tvivl.
For komma er en luskefis. Vi kan ikke undvære det, men vi kan heller ikke rigtigt forstå det.
Spottede du f.eks. fejlene i mailen øverst?
Der er to. Og så mange kommaer er der heller ikke i den mail, vel?
Men fat mod. For de er nemme at undgå. Om få minutter slipper du for at begå de tre udbredte kommafejl i hver eneste mail hver eneste dag.
1. Ikke komma efter hej-linjen
Hov, hvad er nu det? Skal der ikke komma efter ”Hej John,”?
Nej.
Hvad så med ”Kære John,”?
Nej.
Uanset hvordan du modellerer din starthilsen, skal der ikke komma efter den.
Hej John
Kære John
Yo John
Hej
Halløjsa
Ikke noget komma.
Heller ikke punktum. For du laver et linjeskift, og det erstatter et tegn. I stedet begynder du stille og roligt næste linje med stort bogstav.
Vil du være lidt kæk, kan du sætte et udråbstegn. Men kun ét!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
2. Ikke komma mellem hej og navnet
Der skal heller ikke komma imellem hilsenen og navnet: ”Hej, John”.
Det er ikke et udråb, men en tiltale. Hvis du råbte efter John og bagefter transskriberede det – så skulle der: ”Hey, John!”.
Men ikke i din mail …
3. Ikke komma efter hilsen-linjen
Der skal heller ikke være komma efter den afsluttende hilsen i din mail. Så nemt er det. Du skriver blot din favorithilsen (som helst også passer til situationen), f.eks.:
Hilsen
Kærlig hilsen
Med venlig hilsen
Bedste hilsner
M.v.h./Mvh.
Vi ses
Tak
God dag
God weekend
Knus
Linjeskift
Dit navn
Jeg demonstrerer:
Hej John
Tak for en behagelig samtale forleden. Bla bla og bla.
Venlige hilsner
Kathrine
Lækkert! Nu kan du begynde og slutte din mail helt uden kommafejl og tvivl.
Det er simpelt. Det er nemt at huske. Og det er konsekvent.
PS: Skriver du mails på engelsk? Æhem … Så kan du i princippet også bruge reglerne.
Bare omvendt ...
- Komma efter hej-linjen: Dear John,
- Komma mellem hilsenen og navnet (og efter), hvis du bruger ”Hello” eller "Hi": Hi, John,
- Komma efter greetings: Best regards,
- Og don’t kill the copywriter.
2 Comments
Efterlad en kommentar
Du skal være logget ind for at kommentere
Dumt spørgsmål: Hvorfor skriver man sit navn på en ny linje efter “hilsen”?
Altså:
Hilsen
Holger
I stedet for:
Hilsen Holger
?
Hej Holger
Tak for dit spørgsmål.
Det er ikke dummere end at:
1. jeg kender ikke svaret
2. jeg har ikke været i stand til at finde frem til svaret.
Så godt spørgsmål! Mit bedste bud er, at du selv bestemmer, om du laver linjeskift eller skriver det på én linje. Særligt i de mere uformelle kommunikationsformer som SMS og Messenger-chat virker det overkill at lave linjeskift. Til tider indleder vi knapt beskeden med “Hej”.
Jeg tjekker op på det, næste gang jeg har adgang til en, der er klogere end mig. Så får du svar. 🙂
Bedste hilsner
Kathrine