Hvordan skriver man et blogindlæg?

LÆSETID: 9 minutes

Hvordan skriver man et blogindlæg? Sådan kommer du godt i gang

Okay. Du ved allerede, hvorfor det er en god idé for dig at blogge. Nu har du sat dig til tasterne for at gøre alvor af det – og hvad så? Hvordan skriver man helt præcist det der blogindlæg?

På den ene side er det ret simpelt. Det handler overordnet om at:

  • løse et relevant og konkret behov eller problem for din læser
  • strukturere blogindlægget, så det er logisk og læsevenligt
  • placere de rette søgeord i teksten, så din målgruppe finder blogindlægget, når de søger på deres udfordring.

På den anden side er det et stort spørgsmål, som nærmest kræver en bog at svare ordentligt på. Men mit gæt er, at du lige nu ikke har brug for alle detaljerne – du vil bare gerne i gang!

Og det er ikke en tosset strategi. For det allervigtigste er jo, at du får skrevet og udgivet dit blogindlæg. Ellers får hverken du eller din målgruppe glæde af din viden.

Her får du min (relativt) korte version af, hvordan du skriver et (godt) blogindlæg.

Vi skal bl.a. omkring de her punkter:

  • Målgruppe
  • Emne
  • Søgeord
  • Opbygning
  • Længde på blogindlæg
  • Layout og udgivelse.

Det tager små 10 minutter at læse teksten – og så er du klædt på til at skrive løs. Undervejs deler jeg links til andre blogindlæg og små guides, der går i dybden med enkeltdelene, hvis du vil nørde ned i noget.

Skal vi?

Zoom ind på din målgruppe

Inden du skriver en tekst, er det altid en glimrende idé at zoome ind på den person, du skriver til. Det kan sikkert være alle mulige. Men hvis du skulle vælge én – hvem ville det så være?

Når du er bevidst om din teksts modtager, er du nemlig meget bedre i stand til at ramme den, du skriver til.

Forestil dig personen, og tænk så over:

  • dit ordvalg – er der svære ord og fagudtryk, hun selv bruger eller ikke forstår?
  • din tone – er den uformel eller formel, mild eller bestemt, humoristisk eller seriøs?
  • din stil – er hun til dybdegående faglige artikler, korte og underholdende bidrag eller personlige fortællinger?

Uanset hvad, så overvej, hvem du egentlig skriver dit blogindlæg til – og tilpas det så efter den person.

Find dit sprøde emne

Nå. Hvad skal du så skrive om?

Du ved nok allerede, hvad dit overordnede emne for bloggen er. Men hvad skal dit blogindlæg her handle om?

Her er 3 måder at finde et godt og sprødt emne til dit blogindlæg på:

  1. Lav en brainstorm på, hvilke specifikke behov din målgruppe har, og hvad du kan hjælpe dem med at løse.
  2. Find et spørgsmål, som din målgruppe har stillet – f.eks. personligt, i en mail eller i et forum/fællesskab på Facebook.
  3. Brug Google til at research. På billedet har jeg googlet mit overordnede emne for blogserien her: ”blogindlæg”. Ruller jeg lidt ned i resultaterne, kommer Google med dette forslag til, hvad der kan være relevant for mig at søge på. I mit tilfælde kan jeg bruge det som idéer til, hvad jeg mere konkret kan skrive om.
Skærmbillede af googlesøgning som værktøj til at finde emne ift. hvordan skriver man et blogindlæg

Men vigtigst af alt, så husk at sætte dig i din læsers sted. Hvad har hun brug for at vide? Og er et blogindlæg den rette måde at give hende det svar på?

Jo mere specifik du er, jo nemmere får du ved at ligge højt på dit søgeord i søgeresultaterne.

Skrev jeg f.eks. et blogindlæg, der handlede om ”blogindlæg”, ville jeg være i konkurrence med 1.120.000 andre. Bryder jeg det ned til vinklen ”Hvordan skriver man et blogindlæg?”, så er jeg kun i konkurrence med 25 andre.

Pointen er: Man behøver ikke at springe over, der hvor gærdet er 1.120.000.

Tilsvande: Skriver du om ”stress”, er det svært at ligge godt. Det er et stort emne med indspark fra mange dygtige aktører, som dukker op på Google. Men skriver du om ”stress som forælder til et barn med skolevægring”, har du ret gode chancer. Både for at ligge højt i resultaterne og ramme din målgruppe superpræcist, så du faktisk hjælper dem med at løse et specifikt behov.

Svar på ét spørgsmål

Når du har valgt dit emne, skal du zoome endnu længere ind. Nu skal du nemlig vælge, hvilket problem eller behov dét her blogindlæg skal løse – altså hvilket ene spørgsmål du vil besvare.

Og kun ét!

I know. Det kan være absurd svært at begrænse sig. Der er jo alt muligt at sige! Men hvis du siger det hele på én gang, sker der to ting:

  • dit blogindlæg bliver svært at skrive, fordi det stikker i alle mulige retninger
  • din læser står af, fordi dit indlæg bliver meget langt og ukonkret.

Så please, prøv! Prøv at holde dig til ét overordnet spørgsmål, problem eller behov.

Du kan jo skrive et blogindlæg mere, der besvarer et af de andre spørgsmål bagefter.

Som eksempel svarer blogindlægget her på spørgsmålet ”Hvordan skriver man et blogindlæg?”. Andre af mine blogindlæg handler om, hvordan du skaber flow i sproget i din tekst, om selskab staves med eller uden v, og om der skal komma efter ”hej [Navn]” i din mail.

Find de rette søgeord

Når du har valgt dit (specifikke) emne, skal du finde et godt søgeord og drysse det naturligt ud over din tekst. På den måde forstår søgemaskinerne nemlig, hvad din tekst handler om, så de kan præsentere det i de rette søgninger og på den måde give deres brugere den bedste værdi.

Og hvordan finder du så det?

Det er ikke svært. Men det er en lidt længere forklaring, som karambolerer med mit eget råd om kun at svare på ét spørgsmål pr. blogindlæg.

Og selvfølgelig er det vigtigt. Gode søgeord er i høj grad det, der driver de rigtige mennesker ind på din blog, så de kan få glæde af din viden, og du kan positionere dig og måske hjælpe dem videre til din freebie eller andet.

Derfor har jeg skrevet et blogindlæg, som går i dybden med netop det – og det finder du her.

Opbygning af blogindlægget

Nu skal vi bygge dit blogindlæg godt op, så det er logisk og nemt at læse.

En klassisk opbygning af et blogindlæg kan se sådan her ud:

Overskrift
Indledning med problemstilling
Evt. begrebsafklaring
Forklaring, løsning eller holdning
Opsummering/konklusion
Call to action

Vil du i dybden med strukturen på blogindlæg, har jeg lavet en guide kun om det. Her får du en skabelon, der viser:

  • blogindlæggets struktur
  • placering af søgeord
  • billeder
  • overskrifter (H-tags)
  • links
  • metadata til søgemaskiner

Du får også en skitse, som du kan kopiere ind i dit dokument og skrive blogindlægget i, så du kommer godt omkring alle de relevante dele.

Hvis du har lyst til at nørde dybere ned i blogindlæggets anatomi, kan du hente den her.

Den koster kun din mailadresse. Du takker samtidig ja til at få mit nyhedsbrev med gode råd om blogging og tilbud, men du kan altså bare afmelde dig, hvis du kun vil have guiden.

Skriv dit blogindlæg

Nu er det tid til at skrive dit blogindlæg!

Saml nu trådende fra dit arbejde indtil nu, og begynd at fortælle.

Skriv en indledning, der præsenterer problemstillingen, og hjælper din læser godt videre i teksten.

Skriv dit indhold – her kan du gå i dybden med detaljer, eksempler og løsninger.

Del det ind i afsnit, der gør det logisk at læse og nemt at navigere i, hvis din læser springer lidt rundt i teksten.

Lav dækkende overskrifter.

Og husk at opmuntre læseren til det, du gerne vil have hende til at gøre, når hun har læst dit blogindlæg – f.eks. skrive sig op til din freebie, følge dig på sociale medier eller læse et andet blogindlæg.

Længde på blogindlæg

Der er delte meninger om den optimale længde på et blogindlæg. Nogle siger 300-800 ord. Nogle siger mindst 1.500 ord. Jeg siger: Så langt, som det giver mening.

Hvis du sidder og propper ord og unødvendige passager ind i en tekst, fordi du skal op på 300 eller 1.500 ord, så bliver det tom snak – og det er der altså ingen, der har tid til. Din læser skrider, og så får du hverken Googles velsignelse eller lov til at dele din viden og ekspertise med din målgruppe.

Derfor er en god tekst efter min opfattelse så lang, som den skal være. Jeg har selv blogindlæg på både 300 ord og 5.000 ord, som ligger i top-tre på Google.

Lille brun hund, der sidder ved skrivebord og kigger på en opslået bærbar computer som billede på at lære, hvordan man skriver et blogindlæg

Layout og udgiv blogindlægget

Når du har skrevet din tekst, så skal den sættes lækkert op på din blog med billeder, overskrifter og evt. punktopstillinger, farver, fremhævning med fed og andre krummelurer.

I dag er det heldigvis ikke meget sværere end at skrive i et dokument.

Det handler helt simpelt om, at blogindlægget er nemt og lækkert at læse. Du kan besvare verdens mest relevante spørgsmål og skrive som en drøm. Men hvis din læser møder en mur af tekst, så finder hun meget hurtigt tilbageknappen.

Gør derfor din læser (og dig selv) den tjeneste at stille blogindlægget op, så det er overskueligt, appetitligt og nemt at læse/skimme.

Det gør du bl.a. ved at bruge:

  • korte sætninger og afsnit
  • fremhævede pointer
  • dækkende og vækkende overskrifter
  • links til længere sidespor
  • billeder, illustrationer eller tegninger, der understøtter teksten
  • punktopstillinger som brud, hvis det er relevant.

I guiden om blogindlæggets anatomi, som jeg nævnte tidligere, får du et eksempel på et layout af et blogindlæg. Men du kan også bare scrolle igennem indlægget her og fornemme det.

Det er langt – men åbenbart overskueligt nok til, at du stadig hænger på.

Kort opsummeret: Sådan skriver du et blogindlæg

Så er vi faktisk nået til blogindlæggets ende.

Kort opsummeret er dét her vejen (eller én vej) til at skrive et blogindlæg:

  • Tænk på din modtager
  • Find dit emne
  • Beslut, hvilket ene spørgsmål dit blogindlæg skal besvare
  • Udvælg og placér dine søgeord
  • Strukturér dit blogindlæg
  • Skriv blogindlægget
  • Layout med overskrifter, afsnit, fremhævelser og billeder
  • Tadaa! Udgiv dit blogindlæg.

Jeg håber, det gav dig inspiration til og svar på, hvordan man skriver et blogindlæg!

Har du brug for mere hjælp til dit blogindlæg?

Så har jeg et kursus, der går i dybden og hjælper dig solidt igennem hele blogprocessen – fra idé til udgivelse.

Vil du hellere have en solid hånd i ryggen, mens du gør det, har jeg også et 1:1-forløb, hvor jeg hjælper dig hele vejen i mål med dit første (eller næste) blogindlæg.

Det kan du se mere om her.

Kvinde der sidder på altan om aftenen med lyspærer, en kop og bærbar computer som illustrativt billede på, hvordan man skriver et blogindlæg

Den lille guide, der hjælper dig med at

undgå de største fejl
i din tekst

Korrekturtjek: Den lille guide, der hjælper dig med at undgå de største fejl i din tekst

Lær, hvordan du selv spotter de største sprogfejl i din tekst, før din læser snubler over dem.

Det koster kun din mailadresse. Tilmeld dig her – så lander minikurset i din hyggelige indbakke om lidt.

Something went wrong. Please check your entries and try again.

Du siger samtidig ja-ja til mit nyhedsbrev. Bare rolig. Ingen larm, møgfif og migmigmig-tekster. Kun sprøde fif, gode tilbud og info om kurser, der gør dine ord endnu skarpere.

Genvej til Privatlivspolitik

Efterlad en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere